Velkommen Marias økologiske naturbørn – privat pasningsordning v. Maria Leth

Hos Marias økologiske naturbørn er økologi i højsædet. Jeg synes, det er utrolig vigtigt at hverken voksne eller børn, bliver udsat for alle de farlige stoffer og kemikalier, der efterhånden er i vores mad. Derfor er vi 100% økologiske i vores hjem. 

Udover økologi er naturen også utrolig vigtig i min og børnenes hverdag. Jeg går meget op i at, vi skal ud og opleve hvad naturen tilbyder, se til fårene og køerne nede på marken, studere regnorme på en regnvejrsdag, gå en tur i skoven og finde ting og sager, så børnene kan lave en lille dekoration eller et forundringsglas. Det kan også sagtens bare være en tur i haven og plukke bær, spise dem direkte af busken eller tage dem med i køkkenet og bage blåbærboller, lave marmelade eller hvad vi finder på af sjove ting. 

I starten af foråret forspirrer børnene altid diverse grøntsager og blomster. Disse små plantede frø tager vi ind i vindueskarmen, så vi hver dag kan se til dem og holde øje med dem gro. Børnene får hver deres lille indendørs drivhus, som de passer. Når planterne er store nok, planter de dem ud i haven og følger deres videre vækst. Til slut spiser vi selvfølgelig udbyttet. Dette er altid til stor glæde for børnene. 

Vi oplever også stor glæde ved at sylte de bær vi har i haven, lave æblemost af vores æbler eller tage på tur ud i naturen og finde hyldeblomster som vi laver saft af.


Indimellem har vi også forskellige temaer. Dette kan fx. være farvetema, hvor vi bruger tid på at lære de forskellige farver at kende. Dette kan være ved at gå på biblioteket og låne bøger som vi læser sammen, ser videoer med farver og sange, synger farvesange, tager på farvejagt i naturen, maler samt andre spændende aktiviteter.

Et andet tema vi har haft var om insekter. Her samlede vi insekter i små glas og studerede dem med lup, inden vi fint satte dem fri i naturen igen. Vi talte om og illustrerede insekternes livscyklus, lavede vores egen lille kompost, hvor vi fulgte hvordan et stykke papir og en bananskrald blev til kompost, byggede et insekthotel, tog på flyvetur til fjerne lande med boardingpas og safarihjelm og meget mere.

Vi tager på ture ud i “verden” med vores elcykel og børnene ELSKER det. Der bliver virkelig observeret og talt sammen på disse ture. Skal vi på længere ture som fx Zoo, teknisk museum, bondegårdstur, arbejdermuseet, naturlegeplads mv. kører vi i bil med godkendte autostole (eller barnets egen, hvis dette er mere trygt).

Man er altid velkommen til at komme på besøg, bare skriv eller ring og aftal en dag 🙂 

Følg med i vores hverdag på instagram:

https://www.instagram.com/mariasnaturboern/